Lækker mad på Mors dag

("Advarsel" - dette indlæg er lidt uden for kategori, da jeg ikke selv har været kok-kreativ).

I vores familie er Mors dag, fars dag osv. ikke noget, som man gør noget ud af. Gennem årene er det da af og til blevet til en buket blomster til mor - men det er så også det.

Min søster og jeg havde i år valgt at gøre lidt ud af dagen og invitere vores skønne mor på en lille overraskelse. Vi hentede hende kl. 17.30 og kørte ud på de små landeveje - destinationen var Munkebo Kro (der i dagens anledning havde lavet et arrangement med fast menu og fast pris - der var helt fyldt op!). Vores mor blev meget glad og overrasket - sikke et fint sted hun skulle tilbringe sin aften.

Først stod den på apargessuppe med et stykke stegt laks, lidt friske grønne asparges og noget sjovt grønt aspargesskum - hertil husets hvidvin (dog "kun" hyldeblomstsaft til gravide mig).

Efterfølgende fik vi noget nakkekam af en art med jordskokker til samt noget jordskokkepuré, pastinak og perleløg - og selvfølgelig lidt sauce. SUPER lækkert og meget mørt kød! Hertil husets rødvin (igen "kun" lidt saft til mig).

Desserten stod på trifli med rababer, bagte makroner, en vaniljecreme og henover var drysset lidt frysetørrede jordbær - hertil en kop god kaffe.

Det var en fantastisk og meget anbefalelsesværdig aften! Hyggelige omgivelser, skønt personale og ikke mindst flot, velanrettet, velsmagende og vel tilberedt mad!

Kommentarer

Populære opslag