Efterårsgryde med osso buco og oksehale

I dag fik jeg rigtig hygget med simremad og inviterede da også mine forældre på aftensmad. 

Jeg startede omkring kl. 10 i formiddags og ved 18.30 tiden var der mad. Det er da slowfood så det batter.

Egentlig var planen bare at anvende osso buco, men jeg kom i tanke om, at vi havde en oksehale liggende i fryseren - den måtte da kunne give noget smag. Til min store overraskelse var der faktisk en hel del kød på.

Her ser i, hvordan jeg fik bikset en ret sammen:

Oksegryde til 3-4 personer

3-4 osso buco
1 oksehale
Smør el. olie til stegning
1-1,5 liter vand
3-4 løg
4-5 gulerødder
0,5 knodselleri
2 fed hvidløg
5-6 laurbærblade
Sovsekulør
Evt. jævner
2 porrer
1 bundt persille
Salt og peber

Tilbehør: kartoffelmos

Kødet brunes på begge sider ved høj varme. Herefter tilsættes vand, løg skåret i kvarte, skrællede gulerødder, knodselleri i stave eller tern, hele fed hvidløg og laurbærblade. Det hele bringes i kog og der skrues nu ned til svag varme.

Retten skal simre mindst 4-5 timer og gerne mere. 

Ca. 30 minutter før servering tages kødet op og ben og fedt sorteres fra. Laurbærbladene tages op og de resterende grøntsager blendes i kogevandet. Sovsen smages til med salt og peber samt kulør (det er jo smag og behag, hvor mørk man vil have sin sovs). Personligt synes jeg at sovsen var tilpas tyk, men man kan jo jævne den for mere fasthed.

Kødet kommes tilbage i gryden (det er så dejligt mørt, at det falder fra hinanden og er små mundrette stykker). Porrer skæres i ringe og kommes i. Retten simre nu med porrerne i - ca. 15 minutter. 

Kan med fordel serveres sammen med fx kartoffelmos. 

Persille hakkes groft og drysses på toppen.


Så er der vel ikke andet at sige end god fornøjelse og velbekomme :-)

Kommentarer

Populære opslag