Frisk blåbærdrøm

IForleden fik jeg denne her idé til en kage, som bare skulle afprøves. Heldigvis havde jeg i gård 1-års jubilæum på jobbet, hvilket jo var en passende anledning til at afprøve denne kage (eftersom torsdag er kagedag på jobbet valgte jeg at haven kagen med allerede onsdag).

Kagen består af en blåbærskal fyldt med skiftevis limecreme, friske hindbær og valnøddebunde.

Jeg har ikke selv haft opfinderhatten på ift. de enkelte opskrifter, men kombinationen har jeg da selv fundet på ;-) Tryk på links for at se de originale opskrifter - jeg har ændret en lille smule hist og her.

Ingredienser:
  • Blåbærmousse (tak til "Madsymfonien" for opskriften)
    • 7 blade husblas
    • 500 g frosne blåbær
    • 4 spsk. flormelis
    • Korn af 1 vaniljestang
    • 2 spsk. limesaft
    • 4 dl piskefløde
    • 3 dl skyr
  • Limecreme (tak til "Spisestuen" for opskriften)
    • 400 g. stuetempereret smør (vigtigt, at smøren har fået lov at stå i ved stuetemp. nogle timer, så den er til at piske)
    • 350 g. flormelis
    •  Skal og saft af 1 lime (selvfølgelig øko!)
    •  Korn af 1 vaniljestang
    • 2 past. æggeblommer
  • Bunde (denne gang til selveste Mette Blomsterberg for at have lavet disse lækre nøddebunde LINK)
  • Glaze (tak til Maja fra "chocolate.dk" for opskriften - jeg havde ikke tid til at bestille miroir glaze hjem og måtte finde en opskrift uden dette vidundermiddel):
    • 4 stk. husblas
    • 270 g. hvid chokolade
    • 220 ml piskefløde
    • 30 g. smagsneutral olie
    • Pastafarve
Dertil skal bruges to skåle i forskellig størrelse - mine målte hhv. 25 cm og 20 cm.
Pap i passende størrelse med den store skål - denne er ikke dødsens nødvendig, men ganske rar at have, når kagen skal flyttes på :-)
Vitawrap - det kan være en god ide at fore den store skål indvendigt og den lille skål udvendigt for nemmere at kunne løsne skålene (foring af den store skål skal være så glat som overhovedet muligt!)

Fremgangsmåde:
  1. Blåbærmousse:
    • Husblas opblødes i koldt vand (mindst 10 min.).
    • Blåbær, flormelis, lime og vaniljesukker kommes i en gryde og gives et kort opkog.
    • Massen tages af varmen og blendes. Dernæst sies massen, så der kommer en glat masse til brug i moussen.
    • Den nu siede masse varmes kort op og husblas opløses heri (husk at presse vand ud af husblassen først). Stil massen på køl til den ikke er lun længere - det er dig vigtigt, at massen ikke når at blive for kold da den vil blive for stiv.
    • Pisk fløden til en let skum (IKKE piske for meget) og kom skyr i. Pisk nu til en fast skum - igen ikke for meget pisken, da moussen vil kunne skille.
    • Når blåbærmassen er kølet ned vendes denne forsigtigt i skummen til man har en ensartet masse.
    • Moussen hældes nu i den store skål - den lille skål kommes indeni for at skabe en skal.
    • Stilles på køl, så moussen kan sætte sig.
  2. Lav bunde:
    • Flæk vaniljestangen på den lange led og skrab kornene ud med en lille kniv.
 Mas kornene sammen med en anelse af sukkeret med kniven, således kornene skilles ad.
    • 
Pisk æg, vaniljesukker og sukker til en tyk æggesnaps.
    • 
Hak valnødderne fint og bland dem godt med hvedemel og bagepulver.

    • Vend "snaps" og valnøddeblandingen forsigtigt sammen.

    • Smør en 24 cm. kagering/springform let med bagespray eller smør/olie og fordel dejen jævnt i formen.
    • 
Bag bunden i en 175 grader varm ovn til den er godt gylden og giver efter ved tryk - ca. 25 min. afhængigt af ovnen.

    • Afkøl bunden helt og befri den efterfølgende fra formen.
    • Bunden deles i to lige tykke dele.
  3. Alt imens moussen sætter sig og bunden køles af laves limecreme:
    • Alle indgredienserne piskes i 5-10 minutter til cremen føles lækker og lufigt. Man kan fornemme, at cremen skifter fra en gul (og lidt smøragtig farve) til råhvid.
  4. Nu samles kagen: Tag moussen ud af køleskabet og fjern den lille skål.
  5. Kom ca. 1/3 af limecremen i og fordel jævnt.
  6. Skær den ene bund til, så den har samme diameter, som huller, hvor den skal lægge (skær gerne omkredsen lidt i svig, så den passer helt perfekt).
  7. Kom den resterende limecreme i, fordel hindbær og placér nu den sidste bund - denne skæres også til.
  8. Det er her, det er godt at have et stykke pap der er klippet til og passer til den store skål. Dette puttes på og hele molevitten vendes på hovedet.
  9. Den store skål tages nu forsigtigt af.
  10. Kagen stilles på køl imens glaze laves:
    • Husblas opblødes i koldt vand (igen gerne mindst 10 min.)
    • Fløden varmes op til kogepunktet - pastafarve røres ud i fløden (vær opmærksom på, at det snyder lidt med farven så længe man kun har fløden. Farven vil træde mere igenne, når alle ingredienser blandes.
    • Den varme fløde hældes ud over den hakkede chokolade og det røres sammen til en ensartet masse.
    • Nu skal massen forsigtig blendes - det er vigtigt, at blenderen ikke kommer op til overfladen da der vil dannes en masse bobler (og dem vil vi ikke have!).
    • Olie røres sammen med blandingen.
    • Afkøl nu massen til 30-35 grader. Hvis din glaze er for varm, når denne hældes over kagen vil den bare glide helt af, og er den for kold vil den klumpe og ikke lægge sig pænt på kagen.
  11. Når glazen har passende temperatur placeres kagen på en kande, skål eller lign. som vigtigst af alt har en mindre diameter end selve kagen (man kan med fordel have sat en kagespartel eller palet ind under kagen også, så den er nemmere at få flyttet efterfølgende). Nedenunder stilles et fad eller lign., som samler den overskydende glaze.
  12. Hæld din glaze ud over kagen, så den nu fordeler sig jævnt ud over hele kagen.
  13. Kagen flyttes på et kagefad og pyntes af - denne gang fik jeg brugt de sidste roser ude fra haven af.


Næste gang jeg laver kagen håber jeg dog at have en halvkugleform af silikone, så jeg ikke skal have foret skålen ved kagen yderside - pæn var den ikke helt :-) Desuden glemte jeg ideén med en papskive under kagen samt en palet INDEN glazen kommes over - så jeg havde lidt bøvl med at flytte kagen hen på fadet... Bedre held næste gang - for det er HELT sikkert ikke sidste gang jeg skal lave denne kage!

Kommentarer

Populære opslag